Både til de få og de mange
TEKST & MUSIK: SØREN KORSHØJ

Lys som tændes på et bord, kaffekander der trækker.
Børn som vågner, strækker sig, vind der piber i sprækker.
Kirkeklokker kalder dagen frem, morgenklare sange.
Lys over land og by,
både til de få og de mange

Råger skriger hæst i kor, stærene er borte.
Stjerner mellem skyer står, skygger der bli´r sorte.
Vestenvindens vilde vingeslag fejer over vange.
Blæst over land og by,
både til de få og de mange

Aftentimer, nattens fred, ånder under tage.
Dun fra himlen daler ned, tid at se tilbage.
Dyner dækker gader nu i nat, vådt på trappegange.
Sne over land og by,
både til de få og de mange

Danse skal den korte dag, spillemandens bue
flirte med en melodi, som kan mørke kue.
Tænk at sommers glød kan vare ved, skabe vintersange.
Smil over land og by,
både til de få og de mange