Jollen og jeg
TEKST OG MUSIK: SØREN KORSHØJ


Min jolle ligger på stranden,
med stævnen på solvarmt sand,
den venter at jeg er manden,
som skal komme og sætte fra land.

Den ligger og daser i solen,
som spejles i sandslebet glas,
jeg har medbragt en bog fra reolen,
lidt vin og lidt brød, som jeg lægger på plads,
så dvæler jeg lidt ved en sprække
og lak som er skallet af,
den smiler frækt tilbage,
”jeg tror jeg skal males en dag”.

Jeg stryger den fast over hækken
ser til at mit anker er med,
efter lidt skubben og trækken,
tager jollen og jeg af sted,
så glider vi ud på en bølge,
under solen vinen bliver lun,
her er stille nu får vi følge
af, et flydende svanedun.

Min båd har båret mig sikkert,
gennem storme og oppisket skum,
når jeg ser mig tilbage, med kikkert,
kan jeg se jeg var yngre og dum,
så nu ror jeg når vandet er stille,
ville græde hvis jollen gik ned,
rådvild som da jeg var lille,
og blev væk, alene et sted.